Friskolen holder stiftende generalforsamling

Af Kim Hammershøj

Forældrekredsmøde / stiftende generalforsamling for friskolen i Vellev

Støtteforeningen der arbejder med oprettelsen af den kommende friskole i Vellev er nu kommet så langt i arbejdet at der indkaldes til forældrekredsmøde / stiftende generalforsamling og nedsættelse af bestyrelse for friskolen.

Den stiftende generalforsamling afholdes på Vellev Skole, søndag den 8. januar 2012 kl. 1500
Eftermiddagen er for hele familien, idet der er arrangeret film med popcorn og sodavand til de børn, der følger med til generalforsamlingen.
Dagsorden er annonceret i lokalavisen og udsendt på mail til de, der normalt modtager nyhedsmails fra støtteforeningen.
Kim Hammershøj fortæller at man i støtteforeningen ser frem til denne milepæl i arbejdet med oprettelse af friskolen i Vellev. Den kommende bestyrelse skal først i det nye år i gang med forhandlinger med Favrskov kommune om de nærmere betingelser for overtagelse af skolebygningerne; forhandlinger som han forventer som konstruktive ud fra de hidtidige udmeldinger fra byrådet i Favrskov. Desuden fortæller han at en anden af bestyrelsens kommende opgaver er oprettelse af hjemmeside for friskolen, så det bliver nemmere at følge med i arbejdet.

Samtidig med afholdelsen af generalforsamlingen vil støtteforeningen også benytte forældrekredsmødet til at offentliggøre vinderne af den udskrevne navne- og logokonkurrence for den nye skole.
Vi er meget spændt på at skulle udvælge vinderne blandt de kreative forslag til nyt navn og logo, som vi modtager i den udskrevne konkurrence, udtaler Kim Hammershøj, som videre siger at der vil blive lagt vægt på at navn og logo signalerer nogle af den nye skoles nøgleværdier, som forældre tidligere på året bidrog med på friskolemødet i oktober. Han nævner værdier som tryghed, rummelighed, sunde og glade børn hvor en høj faglighed bakkes op af et kreativt miljø.

For yderligere oplysninger kontakt venligst presseansvarlig i støtteforeningen,
Kim Hammershøj
Mail: uk@hammershoej.net
Mobil: 36468152